Vedtægter

Vedtægter for den selvejende institution Gørding Idræts- & Kulturcenter.

§ 1
Institutionens navn er Gørding Idræts- & Kulturcenter og dets hjemmested er i Gørding i Esbjerg Kommune.

§ 2
Institutionens´s formål er at drive et idræts- og kulturcenter benævnt Gørding Idræts- & Kulturcenter til almenkulturelle formål, herunder: sportsudøvelse, musikforeninger, værksted, værested, motions- og genoptræning, foreningsarrangementer med kulturelle formål, samt eventuelle udstillinger, opvisninger og lignende.
Centret skal i overvejende grad være til rådighed for beboerne i Gørding Sogn.

§ 3
Institutionen udøver sin virksomhed gennem repræsentantskab og forretningsudvalg. Repræsentantskabet sammensættes af repræsentanter fra foreninger/institutioner/interessegrupper i Gørding Sogn.
Hver forening/institution/interessegrupper kan søge optagelse med 1 – 8 personer. Med ansøgningen skal følge vedtægter (hvis sådanne forefindes) indeholdende formål, samt oplysning om antal personer der ønskes optaget. Ansøgningen skal være formanden i hænde senest d. 1. februar, for at blive behandlet på samme års repræsen-tantskabsmøde.
Hvis en forening/institution/interessegruppe ændrer status, har denne pligt til straks at meddele dette til formanden.
Ophører en forening/institution/interessegruppe, ophører deltagelse i repræsentantskabet samtidigt. 
Repræsentantskabet kan med 2/3 stemmeflertal af de fremmødte supplere sig med nye medlemmer.

§ 4
Repræsentantskabet afholder 1 ordinært møde (generalforsamling). Mødet er åben for alle, men kun repræsentantskabet har stemmeret.
Generalforsamlingen afholdes i perioden mellem 1. februar og 1. april med følgende dagsorden:
   1. Valg af skriftfører og stemmetællere.
   2. Valg af ordstyrer.
   3. Årsberetning.
   4. Fremlæggelse af årsregnskab med erklæring om udvidet gennemgang til underskrift og godkendelse.
   5. Behandling af indkomne forslag.
   6. Valg af forretningsudvalg: (vælges for 2 år)
        Ulige år: Valg af 4 forretningsmedlemmer samt en suppleant.
        Lige år: Valg af 3 forretningsmedlemmer samt en suppleant.
   7. Valg af lokale revisor samt en revisorsuppleant (begge vælges for 2 år).
   8. Valg af statsautoriseret eller reg. revisor.
   9. Eventuelt.
Forslag, der af repræsenterende foreninger m.v. ønskes taget op til behandling, skal være fremsendt skriftligt til forretningsudvalgets formand senest 8 dage inden generalforsamlingens afholdelse.
Til mødet skal regnskab medsendes indkaldelsen. Til forretningsudvalget vedlægges endvidere revisionsprotokol.
Formanden, eller næstformanden (der ved forfald i enhver henseende træder i formandens sted)
indkalder til generalforsamlingen med udsendelse af dagsorden senest 8 dage før mødets afholdelse. Mødet annonceres i Sognebladet eller dagspressen.
Når mindst 5 medlemmer af repræsentantskabet anmoder formanden skriftligt derom, skal denne indkalde til ekstraordinær generalforsamling inden 15 dage.
Forretningsudvalget kan foranledige afholdt ekstraordinære generalfrosamlinger.
Over repræsentantskabets møder føres en beslutningsprotokol, der efter hvert møde underskrives af ordstyrer.
Repræsentantskabet er beslutningsdygtigt med 2/3 stemmeflertal af de fremmødte jf. dog §§ 10 12.

I perioden 1. august til 15. oktober sendes budgettet pr. mail il repræsentantskabet. Såfremt repræsentantskabet har kommentarer til budgettet, kontaktes forretningsudvalget.

§ 5
Forretningsudvalget består af 7 medlemmer og vælges således:
     Ulige år: 4 medlemmer, samt en suppleant for disse.
     Lige år:  3 medlemmer, samt en suppleant for disse.

§ 6
Forretningsudvalget er Gørding Idræts- & Kulturcenters daglige ledelse. Det konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer. Den valgte formand og næstformand er samtidigt formand og næstformand for repræsentantskabet. Sekretær og kasserer kan vælges udenfor forretningsudvalget. Der anlægges en beslutningsprotokol, hvori tilføres alle beslutninger. 
Protokollen skal underskrives af alle ved mødet tilstedeværende medlemmer.
Forretningsudvalget ansætter og afskediger centrets daglige leder i henhold til ansættelseskontrakt og Cafeteriets driftsaftale.
Forretningsudvalget afholder møde mindst en gang i kvartalet. Formanden eller 3 medlemmer kan foranledige ekstraordinære møder afholdt. Udvalget træffer sine beslutninger ved simpelt stemmeflertal.
Forretningsudvalget er ansvarlig for, at centrets ejendom og indretning holdes ved lige og altid forefindes i forsvarlig stand. Det drager endvidere omsorg for tegning af fornødne forsikringer.
Forretningsudvalget er endvidere overordnet ansvarlig for føring af Centrets regnskaber. Den daglige administration kan efter aftale overdrages til centerlederen. I øvrigt henvises til § 9.
Forretningsudvalget er endvidere forpligtiget til at følge almindelige fondsretlige grundsætninger i Lov om Fonde og visse foreninger, j. f. Lovbekendtgørelse nr. 698 af 11. august 1992 med senere ændringer.

§ 7
Regnskabet følger kalenderåret.
Årsregnskabet skal indeholde resultatopgørelse og balance, og det skal udformes således, at det klart viser indtægter og udgifter for de enkelte dele af Centrets virksomhed. Det skal i øvrigt opfattes under iagttagelse af den omhu og forsigtighed, der præger god regnskabsskik og med foretagelse af de afskrivninger, der følger af slid og ælde m.v. Det herefter fremkomne resultat overføres til Centrets fremtidige drift. Der udarbejdes endvidere årsberetning.

§ 8
Regnskabet revideres af 3 revisorer, valgt ved repræsentantskabet. En af revisorerne skal være reg. eller statsautoriseret. De to øvrige lokale revisorers opgave er at påse, at Gørding Idræts- & Kulturcenter ikke påføres unødige og urimelige udgifter, og at der i øvrigt ikke kan rettes kritik mod økonomiske dispositioner.

§ 9
Ved køb / salg eller pantsætning af ejendom, kræves hele forretningsudvalgets underskrifter,
samt repræsentantskabets forudgående godkendelse. Optagelse af nye lån skal godkendes af Esbjerg Kommune. Fremtidige vedtægtsændringer vedr. dette punkt skal ligeledes godkendes af Esbjerg Kommune.
Forretningsudvalget fastsætter nærmere regler for tegningsret for Centrets daglige ledelse vedrørende dispositioner over bank og girokonto.
Forretningsudvalget udarbejder en forretningsorden således, at en maksimal sikkerhed for centrets drift og økonomi opnås.

§ 10
Ændringer eller tilføjelser til nærværende vedtægter kan foretages af forretningsudvalget, når der er meddelt samtykke på et repræsentantskabsmøde med 2/3 stemmeflertal af de fremmødte medlemmer.
Disse ændringer og tilføjelser skal af forretningsudvalget indstilles til godkendelse hos Civilretsdirektoratet. Tvivls-spørgsmål med hensyn til fortolkning af vedtægterne afgøres af forretningsudvalget ved almindeligt stemmeflertal.
Forretningsudvalget bemyndiges til at foretage sådanne ændringer i vedtægterne, som måtte blive krævet af de offentlige myndigheder.

§ 11
Gørding Idræts- & Kulturcenter kan ikke søge spiritusbevilling, hvorfor det påhviler cafeteriabestyreren (lejeren) at søge en eventuel bevilling.
Forretningsudvalget afgør, hvad der i den henseende anses for nødvendig med særlige forholdsregler for bestyrer (lejer), der ønsker at søge spiritusbevilling.

§ 12
Gørding Idræts- & Kulturcenter kan opløses efter indstilling fra forretningsudvalget, når dette samtykkes at to på hinanden følgende repræsentantskabsmøder med mindst 2 og højest 4 ugers mellemrum hvor der på hvert møde afgives ¾ af alle repræsentantskabets stemmer for en opløsning. En sådan beslutning kræver Civilretsdirektoratets godkendelse.
I tilfælde af ophør overgår Gørding Idræts- & Kulturcenter til Gørding Lokalråd til fordel for Gørding Sogn.

§ 13
Således vedtaget på stiftende generalforsamling i Gørding Klubhus den 3. februar 1977 samt med ændringer på ekstraordinært repræsentantskabsmøde samme sted den 30. juni 1977 samt med ændringer vedtaget på repræsentantskabsmødet i Gørding Hallen den 27. juni 1985, og den 25. juni 1987, og den 22. februar 1989 og den 21. februar 1991 og den 25. februar 1998 og den 28. februar 2007 og den 11. februar 2010 og den 11. oktober 2011 og den 8. marts 2017 og den 20. marts 2019

Gørding den 20. marts 2019

Gørding Idræts- og Kulturcenter - Skolegade 14 - 6690 Gørding - Tlf.: 75 17 80 20 - Email: info@goerdinghallen.dk